Anders Jonathan

En aktiv livsstil for mig betyder at man kan føle sig aktiv, energisk, let, mobil, stærk og frisk, samtidig med at man også er glad for og stolt af sin krop. Det er balancen mellem fysisk og mentalt velvære og nøglen til at kunne have et glad og sundt liv. Min opfattelse af sundhed er, at det er en balance mellem mentalt og fysisk velvære, og det er individuelt hvad der er sundt for os hver især. Følelsen af at leve uden fysiske og mentale barrierer for de ting man gerne vil, er et produkt af at være sund. Jeg elsker at føle mig i kontrol over min egen krop, og det føler jeg bedst når jeg er aktiv jævnligt.

Kroppens potentiale har interesseret mig så længe jeg kan huske. Kropsbevidsthed er en stor del af den måde, som jeg selv træner på. Som tidligere gymnast har jeg lært effekten og vigtigheden af god kropsbevidsthed. Det gav mig et forspring da jeg begyndte at løfte vægte, da teknikken har været vigtig for mig at prioritere. Gymnastik-tiden gav mig også en forståelse for, hvordan det sociale aspekt i træning er nødvendigt for mig. Både faglig sparring, men i særdeleshed også glæden og motivationen man giver hinanden. Aktivitet og socialisering har en fantastisk synergi, og er en usammenlignelig energikilde.

Af person er jeg meget nysgerrig, så jeg vil elske at vide så meget som muligt om dig. Jeg arbejder efter den overbevisning, at jo mere jeg ved om dig og jo bedre vi kommunikerer, des mere optimal en plan kan vi lave for dine målsætninger. Jeg arbejder med, at intet er ”rigtigt” eller ”forkert” og er derfor fortaler for, at man kan gøre alt med måde og at der altid er flere veje i mål. Det er vigtigt for mig at vi får lært dig alt hvad du skal bruge til at kunne holde livsstilen alene, så jeg vil ruste dig til, at du kan holde din aktive livsstil og motivation på egen hånd. På den måde kan vi skabe en større tryghed for dig i processen, samarbejde om de udfordringer du møder på vejen og sammen fejre dine præstationer og personlige successer.

Et samarbejde med mig vil byde på både benhård træning, et stærkt kendskab til dit øvelsesregister, en dybere forståelse for kosten og en god kommunikation omkring dine ønsker og mål. Vi mennesker er super komplekse, og det giver os mulighed for at lægge en meget nøjagtig plan for dit mål. Det komplekse ved kroppen og sindet synes jeg er vildt spændende, fordi det er så forskelligt hvordan kroppen responderer på træning og hvad vi selv synes virker godt for os. Derfor har jeg lige så stor passion for at influere mindsettet hos dig, som med at forklare om de fysiologiske processer i kroppen. Jeg vil hjælpe dig med at få en bæredygtig livsstil, som passer til lige netop dig.